Skip to main content

I onsdags tog vi på kontoret et billede af vores to direktører, der skålede i spirulina juice, som led i kontorets juicekur.

På skrivebordet ligger et låg fra flasken, og den hvide plomberingsstrip, der sikrer, at juicen er frisk.

Billedet kom på Instagram, som endnu et glad lille indblik i hverdagen på kontoret i Kolding Banegård.

Og så stak Instagram helt af!

(Du kan se opslaget – og lade dig underholde her)

I beskæringen på Instagram er låget skåret væk, og filtreringen gjorde den sammenrullede strip til en hvid stribe på et hvidt skrivebord.

Og en hvid stribe kan kun være én ting. Det er jo lige der på billedet. Vi kan selv se det!

Det vender vi lige tilbage til nederst i teksten.

Hvorfor gør I ikke noget?

  • ”Hvorfor indrømmer I det ikke bare?”
  • ”Det dér kan I ikke lyve Jer fra.”
  • ”Der er sq da ikke banderoler på juiceflaskerne”
  • ”Vi kan da forstørre billedet. Dét der har da aldrig været et klistermærke”.

Grunden til, at vi ikke gør noget er, at vi kender sandheden. Vi ved hvem vi er, vi ved, hvad vi står for og vi ved, hvad der er fakta. De mennesker der kender os ved også, at vi er en flok glade – og lidt travle – nørder, der elsker at battle hinanden på resultater og i det hele taget elsker det vi gør, og det at gøre det sammen.

Vi er jo bare nørder…

Vi drikker virkeligt meget kaffe, nogle også energidrik, når de tager en aften på kontoret. Mest af alt tripper vi på adrenalin og dopamin, fordi vi er et team hvor vi udfordrer hinanden på alle tænkelige måder. Faktisk er vi bare nørder, der elsker digital markedsføring. Vi ved en masse om algoritmer og tekniske koder, og så ved vi også lidt om, hvordan hjernen fungerer. Det skal vi, for det er i hjernen på kundernes målgruppe, at de gode resultater, af det vi laver, udspringer.

Det kunne derfor være interessant at kigge lidt på, hvordan hjernen fungerer, når vi er på nettet.

Hvorfor ser vi dét, vi gerne vil se?

Alle mennesker har deres egen model af verden, skabt på baggrund af arv og miljø. Vi bruger vores model af verden som et filter til at forstå verden og vores egen placering i den. Vi kan også kalde det vores verdenssyn.

Hjernen er delt op i to systemer:

  • Det instinktive system 1 og
  • Det rationelle system 2.

System 1 er hurtigt. Her ligger alt det, der er blevet indkodet i os gennem livet og som vi reagerer på intuitivt. Følelser, behov osv. Det er her klikkerfingeren primært styres fra, og også her størstedelen af markedsføring sigter.

System 2 er langsomt. Her sidder bl.a. fornuften. Den har en træls tendens til først at slå ind for sent i mange situationer. Når vi først ”tænker over tingene”, så ændrer vi nogle gange vores første, intuitive forståelse.

Tænkning kræver energi

Vores system 2 er træt. Virkeligt træt. Vi har travlt og skal tage beslutninger hele tiden og forholde os til alt det vi møder i hverdagen. Når vi samtidig befinder os meget i internettets feed af endeløse opdateringer og nyheder, udsættes vores hjerne for et bombardement af impulser, som vi slet ikke kan processere.

Hvis ikke system 2 skal blive alt for stresset, skal vi helst undgå at skulle tænke alt for meget. Med mindre det er vigtigt, eller vi får løn for det. Og det lader unægteligt en stor del af det vi ser på nettet stå tilbage til fri fortolkning.

Vi mangler hjernekraft!

Vi har knaphed af ressourcer i hjernen, og det går ud over vores dømmekraft. Er det vigtigt, om det er sandt, om dem der hos River Online virkelig tager noget der er stærkere end en espresso til morgenmødet? Nej ikke rigtigt vel? I hvert fald ikke, hvis man ikke kender os, og egentlig bare gerne vil blive i sin egen model af verden, hvor alle dem, der arbejder på et reklamebureau, tager lidt ekstra for at kunne få skæve ideer til mærkelige reklamer. Det er jo dét, vi ser på nettet, right?

Denne knaphed på ressourcer forstærker de negative følelser. Det kender du fra de dage, hvor du er træt, brugt og i underskud. Her flyder du sjældent over med positive følelser.

Det bringer os videre til at fortælle om hjernens fordeling af positive og negative følelser.

Du kender sikkert den gamle Cherokee legende om de to ulve, der lever inde i dig, og spørgsmålet:

Hvilken ulv fodrer du?

Det er ikke bare en indiansk legende. Det er også hjernevidenskab. Det er opdelingen af negative følelser og positive følelser, som bor i hhv. amygdala og hippocampus.

Amygdala er tre gange stærkere end hippocampus. Det giver unægtelig de positive følelser trange kår, ikke? Det kræver en besluttet indsats at være glad og lykkelig. Den gode ulv kræver mere føde end den onde, og det er et problem, når vi – som beskrevet ovenfor – har knaphed på ressourcer.

Det er faktisk meget nemmere bare at blive i de negative følelser, droppe at tænke, når det ikke er strengt nødvendigt. Vi behøver ingen indsats. Vi kan bare ligge på sofaen og pege fingre af de andre, og få dem til at se mere elendige ud, end vi selv føler os.

Rør ikke ved min model af verden

Vores model af verden er vigtig for os. Den giver os en tryghed, som bekræfter os i, hvem vi er, og derfor ser vi set, vi gerne vil se.

For nogle mennesker vil det være ret belejligt, hvis vi hos River Online blev afsløret som misbrugere. Det ville unægtelig fjerne os som konkurrent i branchen. Men vi tager det nu oppe fra og ned, og vi ved, at vores familier, venner og kunder har overskud nok til at kunne forholde sig fornuftigt til situationen.

Nogle enkelte har endda fået lov til at se det forstørrede billede, når de har spurgt:

Hvad er det egentlig, der ligger på skrivebordet?

Det får I også lov til at se her:

Det er faktisk bare – som vi også skriver – banderolen fra juiceflaskerne. Et lille plastik-mærke, med øko- og datomærkning af juicen. Når den ligger rullet sammen på et hvidt, og lidt for ryddeligt skrivebord, og bliver tilsat et Instagram filter, så ligner det ikke en banderole eller klistermærke. Det er bare aflangt og hvidt.

Og hvorfor bruge mental energi på at forholde sig logisk til det. Så hellere bare pege fingre, ikke? Det er lettere, kræver mindre energi og stiller den enkelte person i et bedre – men desværre ikke særligt flatterende – lys.

Heldigvis har vi rigtig meget humor i River Online og vi elsker at bruge den, så vi kan sagtens se det sjove i det her, og det håber vi også at alle andre kan. Vi kan i hvert fald forsikre alle om, at vi har rent mel i posen.

Gratis Tool Box

Få overblik over din hjemmeside, dine tekster og meget andet

Vi har gennem flere år udviklet en lang række værktøjer, som vi selv har gjort og gør brug af i vores daglige arbejde. Nogle af dem har vi gjort tilgængelige for alle i vores gratis tool box.

 

Se værktøjskasse